Gå til indhold

Ekspertudvalget om ejendomsvurderinger får forlænget arbejdsperioden

Regeringen nedsatte i oktober 2013 et uafhængigt ekspertudvalg, der inden 1. juni 2014 skulle komme med anbefalinger, der kan forbedre kvaliteten i ejendomsvurderingen. Efter aftale med regeringen forlænges arbejdsperioden, og udvalgets rapport forventes offentliggjort i starten af september.

Regeringen ønsker at øge borgernes tillid til de offentlige ejendomsvurderinger. Derfor nedsatte regeringen i oktober 2013 et uafhængigt ekspertudvalg, som inden 1. juni 2014 skulle komme med anbefalinger til et nyt og forbedret vurderingssystem.

Formand Peter Engberg Jensen har imidlertid aftalt med regeringen, at arbejdsperioden forlænges, og at rapporten og udvalgets anbefalinger forventes offentliggjort i starten af september.

"Det er ingen hemmelighed, at vi har fået en yderst kompleks opgave, som får stor betydning for den offentlige ejendomsvurdering i Danmark. At datagrundlaget for vurderingerne har en høj kvalitet, er helt afgørende for at lykkes med opgaven. Derfor ønsker vi at bruge noget ekstra tid på arbejdet med at kvalificere datagrundlaget og de statistiske modeller," siger udvalgets formand, Peter Engberg Jensen.

Skatteminister Morten Østergaard deler formandens opfattelse af, at det er afgørende for borgernes tillid til vurderingssystemet, at udvalgets anbefalinger hviler på et stærkt fagligt fundament.

"Tilliden til ejendomsvurderingerne er helt afgørende for regeringen. Det er derfor vigtigt, at udvalget får den tid, det tager at udarbejde de bedst mulige anbefalinger til forbedringer af ejendomsvurderingssystemet," siger skatteminister Morten Østergaard.

Planen er at indlede politiske drøftelser og fortsat lovgive om udvalgets anbefalinger og de resterende dele af udspillet Tillid til ejendomsvurderingerne i efteråret 2014.

Den konkrete dato for offentliggørelsen af udvalgets rapport og anbefalinger meldes ud i august 2014.