Gå til indhold

Enklere pensionsregler (L60)

Regeringen skaber bedre rammer for dem, der sparer op til pensionen

"De der sparer op til pensionen, får nu bedre muligheder for at indrette sig på den mest hensigtsmæssige måde", siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V). "Især er jeg glad for, at forslaget sikrer en større ligestilling mellem selvstændiges og lønmodtageres vilkår for at spare op til pensionen."

Forslaget er en del af regeringens indsats for at give den enkelte større frihed til at forvalte sin egen pensionsopsparing. Forbedringen af de selvstændiges vilkår for pensionsopsparing er et konkret udslag af det supplerende regeringsgrundlag, hvor regeringen understreger, at  der skal arbejdes på at ligestille lønmodtagere og selvstændige.

Desuden ophæves det såkaldte samtidighedskrav. Det betyder, at man nu kan hæve sine kapitalpensioner over flere år, hvor skattereglerne i dag tvinger folk til at ophæve alle kapitalpensionerne samtidigt.

 "På den måde får det enkelte menneske bedre mulighed for fleksibelt at planlægge sin tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet, siger Svend Erik Hovmand.

Forslaget indeholder endvidere en ændring vedrørende hensættelsesfradrag for kreditinstitutter. Kredsen af berettigede udvides således, at også finansieringsinstitutter, der driver udlånsvirksomhed, får mulighed for at anvende reglerne om hensættelsesfradrag. Med den foreslåede udvidelse opfyldes EU-kommissionens krav for at godkende hensættelsesreglerne.

 

For yderligere oplysninger: Fuldmægtig Anders Nielsen:  33924487