Gå til indhold

Fairplay-kampagnen kører igen

Indsatsen mod sort og illegalt arbejde samt socialt bedrageri fortsætter

Sort og illegalt arbejde samt socialt bedrageri har et stort omfang i dagens Danmark. Derfor satte regeringen sidste år hårdt mod hårdt og fremlagde en lang række initiativer til at sætte ind overfor svindlen under temaet "Fairplay". Og indsatsen fortsætter.

"Det er som om mange tror, at det er staten, der bliver snydt, når man arbejder sort eller får udført sort arbejde. Men det er rent faktisk hinanden vi snyder. Hvis alle betalte den skat man skal ifølge loven, vil vi kunne sænke skatten på arbejde. Hvis man tænker tanken til ende og overvejer, hvilke konsekvenser det får, hvis alle arbejder sort, så tror jeg de fleste vil give mig ret i, at de ikke bryder sig om det samfund," siger skatteminister Kristian Jensen.

 

Fairplay-kampagne 2005

"Vi skal fastholde presset på at få ændret befolkningens holdning til snyd. En styrket kontrol og bedre værktøjer er løsningen på kort sigt. Men på lang sigt skal der mere til. Holdninger ændrer sig over tid. Derfor vil I de næste uger møde sportsstjerner, som siger "Nej tak" til sort arbejde og socialt bedrageri. Det er ikke fairplay", siger skatteministeren.

 

Mere Fairplay på vej

Regeringens indsats består af tre lige vigtige dele. Strammere regler, øget kontrolindsats og en kampagne for at ændre holdninger og adfærd.

Folketinget vedtog i foråret en fairplay-lovgivningspakke, hvor bl.a. muligheden for at beslaglægge sorte colaer allerede har vist sig som et effektivt værktøj overfor svindlen med colaer. Endnu en pakke er på vej fra skatteministeren i den kommende Folketingssamling. Temaerne er bl.a. hæftelse for underleverandører, mere effektiv kontrol af udenlandske bygge- og anlægsvirksomheder, større bøder og ændrede betingelser for registrering som erhvervsdrivende varemodtager.

 

Yderligere information: Kommunikationskonsulent Christina Faurby: 3392 4428 eller 2072 3392.