06-11-2003

Flere forenklinger fra skatteministeren
Skatteministeren sender nu et lovforslag i høring, der forenkler og forbedrer lovgivningen på en lang række områder.
Blandt andet udvides ægtefællers, der bruger virksomhedsloven, adgang til at overdrage deres virksomhed mellem hinanden, uden at der dermed udløses beskatning som følge af ejerskiftet.
"Denne adgang findes i dag for f.eks. ejerens børn og børnebørn samt søskende og deres børn og børnebørn samt visse medarbejdere og tidligere medarbejdere. Og det er vigtigt for mig at sikre, at ægtefæller ikke er ringere stillet ved skattemæssig succession," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Herudover afskaffer lovforslaget en række unødvendige regler. F.eks. foreslås det at ejerlejlighedsbeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven ophæves.
"Det er vigtigt, at vi hele tiden vurderer om der findes regler, der ikke bruges, eller som på anden vis er overflødige. Ellers får vi aldrig trimmet lovjunglen," siger skatteministeren.
Endeligt lovfæster forslaget den hidtidige praksis om pristalsregulering af anskaffelsessummer for ejendomme købt før den 19. maj 1993. Praksis er blevet ophævet for aftaler om ejendomsafståelser, der indgås den 11. oktober 2003 eller senere, da det blev vurderet, at der ikke var juridisk dækning for praksis.
"Det er vigtigt for mig at sikre skatteborgerne imod uventet beskatning. Der bliver derfor rettet op på den manglende lovhjemmel," siger skatteministeren.
Kontakt: Konsulent Bjørg Lilja, 33924760