Gå til indhold

Flere forenklinger fra skatteministeren (1)

Folketinget har igen vedtaget et lovforslag (L 126) fra regeringen, der vil forenkle og forbedre lovgivningen på en lang række områder.

Ægtefæller får nu mulighed for at overdrage virksomhed mellem hinanden uden, at det uløser beskatning i virksomhedsordningen som følge af ejerskiftet.

Ægtefæller er nu sikret samme ret til at overtage virksomheden som ejerens børn, børnebørn og søskende og deres børn og børnebørn samt visse medarbejdere har. Jeg er glad for at der er gennemført en ligestilling på dette punk, så ægtefæller nu får samme gode muligheder," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

Ejerlejlighedsavancebeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven er blevet ophævet ved samme lov og beskatningen overført til ejendomsavancebeskatningsloven. En række unødvendige regler er hermed afskaffet.

"Det er vigtigt, at vi hele tiden vurderer, om der findes regler, der ikke bruges, eller på anden måde er overflødige. Ellers får vi aldrig trimmet lovjunglen," siger skatteministeren.

Lovforslaget lovfæster den hidtidige praksis om pristalsregulering af anskaffelsessummer på fast ejendom købt før den 19. maj 1993. Praksis blev ophævet i efteråret 2003, da det blev vurderet, at der ikke var juridisk dækning for den måde loven var blevet administreret på.

"Det er vigtigt for mig at sikre skatteborgerne imod uventet beskatning. Jeg er glad for, at det nu er lykkedes, at rette op på den manglende hjemmel med lovfæstelsen af adgangen til at pristalsregulere anskaffelsessummen," siger skatteministeren.

Endelig er der vedtaget en justering af tinglysningsafgiften, der smidiggør reglerne, så reglerne nu er bragt i bedre overensstemmelse med den praktiske håndtering af dokumenterne.

 

Kontakt: Bjørg Lilja: 3392 4760