13-01-2004

Flere forenklinger på vej fra skatteministeren
Skatteministeren fremsætter nu et lovforslag, der vil forenkle og forbedre lovgivningen på en lang række områder.
Blandt andet udvides ægtefællers mulighed for at overdrage deres virksomhed mellem hinanden uden, at det uløser beskatning i virksomhedsordningen som følge af ejerskiftet.
"Ejerens børn, børnebørn og søskende og deres børn og børnebørn samt visse medarbejdere har allerede denne mulighed. Og det er vigtigt for mig at sikre, at ægtefæller ikke er ringere stillet", siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Lovforslaget afskaffer desuden en række unødvendige regler. F.eks. foreslås det at ejerlejlighedsavancebeskatningsloven og frigørelsesafgiftsloven bliver ophævet.
"Det er vigtigt, at vi hele tiden vurderer, om der findes regler, der ikke bruges, eller på anden måde er overflødige. Ellers får vi aldrig trimmet lovjunglen", siger skatteministeren.
Lovforslaget lovfæster den hidtidige praksis om pristalsregulering af anskaffelsessummer på fast ejendom købt før den 19. maj 1993. Praksis blev ophævet i efteråret 2003, da det blev vurderet, at der ikke var juridisk dækning for praksis.
"Det er vigtigt for mig at sikre skatteborgerne imod uventet beskatning. Derfor bliver der nu rettet op på den manglende lovhjemmel.", siger skatteministeren.
Endelig indeholder lovforslaget blandt andet en justering af tinglysningsafgiften, der smidiggør reglerne, så de bringes i bedre overensstemmelse med den praktiske håndtering af dokumenterne.
Kontakt: Specialkonsulent Bjørg Lilja, 3392 4760