18-11-2003

Flere iværksættere ønskes (L 87)
Der er ikke nok danskere, som sparer op til egen virksomhed. Derfor puster skatteminister Svend Erik Hovmand (V) nu liv i lysten til at spare op til egen virksomhed på etableringskonto.
"Det skal være lettere at starte for sig selv. Danmark har brug for flere iværksættere, som skaber flere jobs. Flere i arbejde sikrer, at vi kan betale for fremtidens velfærd, siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V)."
For at kunne starte for sig selv skal der penge til. Penge er det arbejdsværkstøj, som er nødvendig for at omsætte de gode idéer til kommerciel succes. Det gælder både for lønmodtageren, der gerne vil starte for sig selv, for virksomhedsejeren der vil udvide forretningen og for serie-iværksætteren, der er god til at starte nye virksomheder.
Regeringen foreslår derfor at forbedre etableringskontoloven. En etableringskonto gennem en bank er en opsparingsform målrettet start af virksomhed. Der er særlige fordele ved en etableringskonto, fordi indskuddene kan trækkes fra i skat. Man kan sætte 40 pct. af sin indkomst (netto) ind på kontoen, dog altid 100.000 kr.
"Nu gør vi det nemmere at starte egen virksomhed og bruge de penge som allerede er sparet op på etableringskontoen", siger skatteministeren.
Forslaget betyder, at pengene på etableringskontoen både kan bruges til at starte virksomhed, som man selv ejer eller som noget nyt som selskab. Desuden sættes grænsen ned for, hvor meget der skal investeres for at bruge pengene på kontoen, fra ca. 200.000 kr. til 100.000 kr. Og endeligt bliver det muligt at bruge pengene f.eks. til at betale for løn, leje af lokaler, udgifter til advokat og revisor, undersøgelse af markedet, udgifter til forsøg og forskning m.m.
Forslaget skønnes at medføre et provenutab på 10 mill. kr. om året.
For yderligere oplysninger: Chefkonsulent Hardy Pedersen: 3392 4502