Gå til indhold

Forrentningen af selskabers overskydende skat justeres - L 234

Fremsættelse af lovforslag om ændring af rentesatserne i selskabers acontoskat

Skatteministeren fremsætter nu lovforslag, om ændring af rentesatserne i selskabers acontoskat. Lovforslaget forhindrer selskaber i at spekulere mod staten ved at udnytte at forrentning af "for meget" indbetalt acontoskat er højere hos staten end markedsrenten.

"Det er for mig vigtigt, at der findes en naturlig balance mellem interessen i at indbetale frivillig acontoskat med mulighed for godtgørelse af eventuel overskydende skat og interessen i at undgå at få restskat med restskattetillæg som følge. Med den årlige justering af satserne bliver systemet robust og behovet for værnsregler falder bort," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

Efter lovforslaget skal godtgørelsen og restskattetillægget fremover fastsættes en gang i året ved indkomstårets start ud fra det generelle renteniveau. Med den årlige regulering bliver rentesatserne i acontoskatteordningen på en enkel måde modstandsdygtige overfor udsving i renteniveauet, og man undgår, at skulle lovgive, blot fordi renteniveauet ændrer sig.

Lovforslaget skal træde i kraft allerede for indkomståret 2004. Dog skal tillæggene for indbetaling af frivillig acontoskat i løbet af året først omfattes af de nye regler fra indkomståret 2005. Dette skyldes, at selskaberne kan have foretaget frivillige indbetalinger vedrørende indkomståret 2004 inden lovforslagets fremsættelse.

 

Kontaktpersoner: Bjørg Lilja 33 92 47 60 og Torsten Schiøler 33 92 44 73.