Gå til indhold

Højere fradrag for gaver til almenvelgørende foreninger

Et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget en forhøjelse af fradragsretten for gaver til almenvelgørende foreninger mv. (L 85)

Efter lovforslaget forhøjes det maksimale fradragsbeløb, som borgerne kan yde til almenvelgørende foreninger fra 6.800 til 13.600. Det giver de almen-velgørende foreninger mulighed for at modtage større donationer.

Endvidere vil der blive ydet de almenvelgørende foreninger delvis kompensation for stigning i foreningernes købsmoms siden 2004.

Endelig er der blevet afsat 10 mio. kr. til at dække de almenvelgørende foreningers udgifter i forbindelse med gennemførelsen af en obligatorisk indberetningsordning for foreningerne i 2007.

"Jeg glæder mig over, at lovforslaget er blevet vedtaget med et bredt flertal", udtaler skatteminister Kristian Jensen (V) og tilføjer: "Ændringerne betyder, at de almenvelgørende foreningers vilkår for indsamling af midler er blevet væsentligt forbedret, og jeg håber, at loven bidrager til at flere borgere og virksomheder vil støtte op om godgørende formål gennem øgede bidrag til de almenvelgørende foreninger."

Efter loven skal almenvelgørende foreninger første gang i starten af 2009 indberette til SKAT, hvilke fradragsberettigede gavebeløb, de har modtaget fra bidragydere i kalenderåret 2008. Indberetningen af gavebeløbene betyder, at SKAT kan fortrykke beløbene på borgernes årsopgørelse. Skatteyderne behøver dermed ikke at huske at selvangive fradrag, ligesom det sikrer, at fradragsordningen ikke misbruges.

Yderligere information: Særlig rådgiver Peter Høyer, 3392 4445