Gå til indhold

Højesterets dom om skat ved forældreudlejning

Højesteret har i dag slået fast, at skattemyndighederne i visse situationer har hjemmel til at kræve skat af forskellen mellem markedslejen og den faktisk betalte lavere leje

En moder som - sammen med dennes søster - udlejede en lejlighed til sin datter, blev i 1996 beskattet af differencen mellem den aftalte leje og markedslejen.

Lejen var mellem moderen og datteren aftalt til 3.200 kr. månedligt excl. el og varme, hvilket ubestridt var 1.300 kr. månedligt lavere end markedslejen.

Et flertal i Vestre Landsret fandt i sin dom af 25. september 2001 (offentliggjort på Told- og skattestyrelsens hjemmeside under Skm2001.544 VLR), at der i den konkrete sag ikke var hjemmel til beskatning og gav derfor moderen ret. Skatteministeriet fandt imidlertid, at dommen på grund af sine præmisser skabte usikkerhed om retstilstanden og ankede dommen til Højesteret, jf. Skatteministeriets pressemeddelelse af 23. november 2001 på ministeriets hjemmeside.

Højesteret har nu slået fast, at statsskattelovens § 4, litra b, indeholder tilstrækkelig hjemmel for myndighederne til at beskatte differencen mellem den aftalte leje og markedslejen, som efter Højesterets opfattelse i den konkrete sag ikke kunne anses for uvæsentlig.