16-09-2013

Holger K. starter dialogtour til skattecentre i hele landet
SKAT har gennem længere tid været under massiv beskydning i medierne, og lige inden sommerferien afleverede SKATs direktør en redegørelse til skatteministeren om en række kontrolsager, som bl.a. førte til, at SKATs afdeling for Økonomisk Kriminalitet blev nedlagt. Samtidig har SKAT i august og september måned fået voldsom kritik for kvaliteteten af de ejendomsvurderinger, der er foretaget de senere år.
Skatteministeren har gennem hele forløbet taget kritikken meget alvorligt, men mener samtidig, at SKATs medarbejdere har været udsat for en urimelig hetz. Derfor ser han frem til at komme rundt til 11 af de største skattecentre i landet og komme i dialog med medarbejdere og ledere.
"Beskyldninger om bølle- og rockermetoder tager naturligvis hårdt på SKATs medarbejdere, og jeg vil bruge besøgene til at fortælle dem, at det er en meget vigtig en samfundsopgave, de løfter. Jeg er stolt af at være minister for skatteområdet, og jeg har stor respekt for de medarbejdere, der har valgt at arbejde i skattesystemet. Deres arbejde er med til at skrabe finansieringen ind til det velfærdssamfundet, vi alle sammen er så stolte af," siger Holger K. Nielsen.
Skatteministeren er ærgerlig over, at mediernes mange historier om SKAT og de problemer, der har været, nu ser ud til at have påvirket borgernes tillid til skattesystemet, som flere målinger vis har lidt et knæk det seneste halve år.
"Fagfolk og politikere har talt om stasi-metoder, justitsmord og om behov for at køre et godstog gennem SKAT. Tonen er blevet mere og mere skinger. Det tror jeg desværre bidrager til, at almindelige danskere nu tror, at man ikke længere kan stole på skattevæsenet. Hele SKAT og jeg må lægge os i selen for at genvinde danskernes tillid, og jeg vil stærkt appellere til, at alle medlemmer af Folketinget arbejder på at finde brede løsninger frem for blindt at deltage i det, der mere og mere ligner en heksejagt", siger Holger K. Nielsen.
Skatteministeren besøger i dag skattecentrene i Fredensborg og Høje-Taastrup.
Skattecenter Høje-Taastrup beskæftiger 519 medarbejdere og huser blandt andet seks Motorenheder og tre enheder under Økonomisk Kriminalitet. Skattecenter Fredensborg beskæftiger 303 medarbejdere og huser blandt andet en Særlig Kontrolenhed.
Læs mere om ministerens besøg på de to centre
Journalister vil efter aftale få mulighed for interview med skatteministeren om hans dialogtur rundt i landet efter besøget i dag, mandag, på skattecentret i Høje-Taastrup. Det vil være omkring kl. 16.00.
Skatteministerens dialogtour |
---|
Mandag den 16. september: København/Nordsjælland |
Skattecenter Høje-Taastrup |
Skattecenter Fredensborg |
Fredag den 20. september: Fyn |
Skattecenter Odense |
Skattecenter Middelfart |
Fredag den 27. september: Sjælland |
SKAT Køge |
SKAT Roskilde |
Mandag den 30. september: Jylland |
Skattecenter Haderslev |
Skattecenter Ribe |
Fredag den 4. oktober: København |
Østbanegade |
Mandag den 7. oktober: Århus/Aalborg |
Skattecenter Århus |
Skattecenter Aalborg |