Gå til indhold

Hurtig virksomhedsregistrering

Iværksættere kan fra 1. maj 2003 forvente at få et CVR‑nummer i løbet af bare 3 dage

"Det skal være lettere at være iværksætter. Derfor får iværksættere fremover tildelt et CVR‑nummer af ToldSkat inden for 3 arbejdsdage", siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

Iværksættere kan fra 1. maj 2003 forvente at få et CVR‑nummer i løbet af bare 3 dage. Servicemålet gælder for alle nye virksomheder, der afleverer de korrekte oplysninger til ToldSkat, og hvor der i øvrigt ikke er andre problemer med registreringen.

Hvis man har behov for hurtigt at få oplyst CVR‑nummeret, må man i første omgang rette henvendelse til ToldSkat, men der er også mulighed for at se CVR‑nummeret på ToldSkats hjemmeside, så snart nummeret er oprettet. Postgangen gør, at der kan gå yderligere et par dage, før registreringsbeviset ligger i iværksætterens postkasse.

"Iværksættere er en vigtig del af fremtidens erhvervsliv. Det er de mange nye små virksomheder, der skal være med til at sikre en positiv økonomisk udvikling i Danmark i de kommende år. Derfor skal der sættes ekstra fokus på gode vilkår for iværksættere", siger Svend Erik Hovmand.

"På dette område kan vi komme endnu længere ved yderligere udnyttelse af teknologien. Og her kommer digital signatur os til hjælp, siger skatteministeren.

Med regeringens initiativ om digital signatur vil iværksættere med tiden kunne gennemføre hele registreringen med tildeling af CVR‑nummer via internettet, hvor der kan gives en endnu hurtigere behandling. Der kan dog endnu ikke sættes en præcis dato på, hvornår der åbnes for den nye service.

I foråret 2002 udsendte ToldSkat en pjece om start af ny virksomhed, og der blev søsat en ny elektronisk guide på internettet, hvor iværksættere kan blive hjulpet igennem start af ny virksomhed. Der er for tiden ca. 5.000 borgere, der hver måned registrerer sig som nye brugere af denne service.

ToldSkat vil i 2003 have generel fokus på hjælp til iværksættere. Det drejer sig om at udbygge det lokale samarbejde mellem regioner, kommuner, TIC‑centre og erhvervsorganisationerne om at give borgere den bedst mulige rådgivning, når de vil starte egen virksomhed. Det drejer sig også om, at ToldSkats regioner tager særligt hensyn til at hjælpe de nystartede virksomheder igennem den første periode, hvor det kan være svært at holde styr på de nye forpligtelser til bl.a. at indberette til ToldSkat.

 

Kontaktperson: kontorchef Arne Olsen, tlf. 35 29 23 75