Gå til indhold

Ingen 1 kr. checks med Forårspakke 2.0

I forbindelse med Forårspakke 2.0 – vækst, klima, lavere skat sikres det, at unge under 18 år, som ikke har en NemKonto, undgår at modtage checks på meget små beløb, hvis de har betalt for meget i arbejdsmarkedsbidrag.

I forbindelse med Forårspakke 2.0 - vækst, klima, lavere skat sikres det, at unge under 18 år, som ikke har en NemKonto, undgår at modtage checks på meget små beløb, hvis de har betalt for meget i arbejdsmarkedsbidrag. Fremover vil overskydende arbejdsmarkedsbidrag på 100 kr. eller derunder ikke blive udbetalt, men i stedet indgå i forskudsskatten for det kommende års opkrævning.

Lovteknisk sker der ved at arbejdsmarkedsbidraget integreres i kildeskattelovens almindelige personskatteopkrævningssystem, dvs. i beregningsreglerne for opgørelse af slutskat, overskydende skat og restskat, udbetaling af overskydende skat og opkrævning af restskat, hæftelse, straf m.v.

Idet der er tale om en omfattende systemomlægning hos SKAT, vil ændringerne få virkning fra og med indkomståret 2011. I den mellemliggende periode er det dog stadig - som i dag - muligt at undgå de små checks ved at oprette en NemKonto, hvilket SKAT også gør opmærksom på ved udsendelsen af checks. Har man en NemKonto vil overskydende skat og arbejdsmarkedsbidrag automatisk blive overført hertil. SKAT vil derfor fortsat oplyse om mulighederne for og fordelene ved at oprette en NemKonto.