02-04-2004

Justering af acontoskatteordningen
Skatteministeriet har netop sendt et lovforslag i høring om ændring af rentesatserne for selskabers acontoskat. Med lovforslaget forhindres selskaber i at spekulere mod staten, ved at udnytte at forretningen af "for meget" indbetalt acontoskat er højere hos staten end markedsrenten.
Efter lovforslaget skal rentegodtgørelsen og restskattetillægget fremover fastsættes ved indkomstårets start ud fra det generelle renteniveau. Med den årlige justering gøres rentesatserne i acontoskatteordningen på en enkel måde modstandsdygtige, og man undgår at skulle lovgive, blot fordi renteniveauet ændrer sig.
"Det er vigtigt for mig, at skattesystemet er indrettet, så det passer til de faktiske forhold i omverdenen", siger skatteminister, Svend Erik Hovmand (v).
Med den årlige justering af satserne skabes der en naturlig balance mellem interessen i at indbetale frivillig acontoskat med mulighed for godtgørelse af eventuel overskydende skat og interessen i at undgå at få restskat med restskattetillæg som følge. Lovforslaget skal træde i kraft allerede for indkomståret 2004.
Kontaktpersoner: Bjørg Lilja 3392 4760 og Torsten Schiøler 3392 4473