17-02-2004

Klar besked til selskaber
Det sikrer et lovforslag, som skatteminister Svend Erik Hovmand (V) nu fremsætter i Folketinget.
"Det ligger mig meget på sinde at skabe større tryghed for virksomhederne. Jeg har fået mange henvendelser fra blandt andet nystartede selskaber, som ikke kan forstå, at den rådgivning de har fået hos skattemyndighederne ikke viser sig at holde stik. Klar-besked ordningen, som er bindende for skattemyndighederne, sikrer, at selskabet ved, hvad de kan disponere efter, og der kommer ikke en skatteregning bagefter," siger skatteminister Svend Erik Hovmand.
Selskaber og hovedaktionærer kan, hvis Folketinget vedtager lovforslaget, få svar på spørgsmål i løbet af en måneds tid, og det koster 300 kr. Svaret gælder i fem år. Sidste år vedtog Folketinget en klar-besked ordning for borgere, og nu er det så selskabernes tur.
"Myndighederne skal i højere grad være konsulenter i stedet for kontrollanter. Ved at tilbyde hjælp og vejledning tidligt behøver vi ikke efterfølgende at besvære selskaberne med så megen kontrol", siger skatteministeren.
Forslaget er også et vigtigt led i regeringens arbejde med at styrke retssikkerheden og forenkle reglerne på skatteområdet.
"Det bliver i fremtiden lettere for selskaberne at få overblik over deres skatteforhold, og det styrker retssikkerheden på området. Samtidig vil antallet af konflikter mellem selskaber og myndighederne blive reduceret, så der er tale om fremskridt for såvel selskaber som myndigheder," siger skatteministeren.
Klar-besked ordningen foreslås at få virkning fra den 1. juli 2004. Komplicerede erhvervsskattespørgsmål skal dog afvises og henvises til besvarelse i Ligningsrådet.
Kontakt: Fuldmægtig Jacob Ravn.Telefon: 3392 3761. E-mail: jar@skm.dk