31-05-2005

L 110 og L 111 - skatteforvaltningsloven og lov om ændring af en række love som følge af skatteforvaltningsloven
Med lovene lægges der op til en organisatorisk samling af forvaltningen af skatter, afgifter, told og ejendomsvurdering mv. i en statslig enhedsforvaltning.
Denne enhedsforvaltning dannes gennem en fusion mellem den kommunale og den statslige skatteforvaltning og gennem som udgangspunkt en sammenlægning af de forskellige myndigheder under ToldSkat. Herved får borgerne og virksomhederne kun én offentlig forvaltning på skatteområdet. Samtidig skabes der mulighed for en bedre udnyttelse af ressourcerne i forvaltningen.
Som et led i fusionen skal kommunalt ansatte skattemedarbejdere overgå til ansættelse i staten. Det gælder både tjenestemænd og øvrige ansatte. De pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse skal finde tilsvarende anvendelse. Udgifter til pension til tidligere kommunalt ansatte tjenestemænd deles mellem den hidtidige ansættelsesmyndighed og staten.
Selv om enhedsforvaltningen af praktiske grunde forankres i statsligt regi, vil kommunerne blive inddraget i forvaltningen gennem de kommunale borgerservicecentre, der ikke kun skal kunne vejlede borgerne om indkomstskat og lignende, men også om afgifter, told og ejendomsvurdering.
Denne enhedsforvaltning skal bistås af et Skatteråd, der i modsætning til det nuværende Ligningsråd får kompetence ikke kun på områderne for indkomstskat og ejendomsvurdering, men også på afgiftsområdet.
Endvidere forenkles det administrative klagesystem ved som udgangspunkt at samle behandlingen af klagesager i Landsskatteretten. Det sker ved at overføre de klagesager, der i dag afgøres af ToldSkat eller Ligningsrådet, til afgørelse i Landsskatteretten. I forbindelse hermed justeres reglerne for sagsbehandling i Landsskatteretten.
Omlægningen ændrer som udgangspunkt ikke på ordningen med skatteankenævn og vurderingsankenævn, der afgør klager over henholdsvis skatteansættelser og ejendomsvurderinger. Men skatteankenævnene bliver statslige på den måde, at skatteministeren fremover bestemmer antallet af skatteankenævn og udnævner skatteankenævnene efter indstilling fra kommunerne. Desuden bestemmer skatteministeren landets inddeling i vurderingsankenævnskredse.
I skatteforvaltningsloven indgår tillige en ordning med bindende svar vedrørende moms og afgifter i forlængelse af den klar-besked-ordning, der i to faser er indført for personer og selskaber på skatteområdet. Der sker visse processuelle ændringer i den nuværende klar-besked-ordning som følge af kommunalreformen. Den nye ordning med bindende svar vedrørende moms og afgifter er tilpasset hertil.
Etableringen af en enhedsforvaltning har i øvrigt nogle afledede konsekvenser, som indgår i de to love. Herudover er der gennemført enkelte justeringer, der ikke er en nødvendig følge af etableringen af en enhedsforvaltning, bl.a. harmonisering af visse processuelle regler.
Den nye organisationsstruktur er tillagt virkning fra den 1. november 2005.
Yderligere henvendelse: Merete Helle Hansen 3392 3761 og Rikke Camilla Christensen 3395 4187