24-03-2004

L 210 - Forenklinger af energiafgifterne
Samtidig gennemføres EU's energibeskatningdirektiv.
En af de væsentligste forenklinger i lovforslaget er en omlægning af CO2-afgiften af let proces.
"Siden regeringen tiltrådte, har indsatsen for at forenkle lovgivning og administration til gavn for virksomheder og borgere været en central del af regeringens politik - også på energiafgifternes område. Derfor foreslår vi nu at omlægge betalingen af CO afgiften af let proces, så den bliver lettere at administrere for virksomhederne," siger skatteminister Svend Erik Hovmand.
Omlægningen er fuldt ud neutral for virksomhederne, fordi der samlet set ikke sker nogen ændringer i virksomheders afgiftsbetaling. Det er alene måden, man betaler afgiften på, som bliver forenklet.
Virksomhederne betaler i dag både energiafgift (el, naturgas, kul, olie) og CO2-afgift. For momsregistrerede virksomheder gælder, at energiafgiften tilbagebetales fuldt ud til procesformål, mens CO2-afgiften tilbagebetales delvist til procesformål. Hvis virksomheden har let proces tilbagebetales 10 pct. af CO2-afgiften. Hvis virksomheden har tung proces tilbagebetales 75 pct. af CO2-afgiften. Energi- og CO2-afgifterne tilbagebetales ikke til rumvarme og varmt vand.
Regeringen foreslår nu, at satsen for CO2-afgiften nedsættes fra 100 kr. pr. ton CO2 til 90 kr. pr. ton CO2. Samtidig bortfalder den nuværende godtgørelse på 10 pct. af CO2-afgiften for lette procesformål. Til gengæld bliver energiafgifter hævet tilsvarende på de enkelte energiprodukter.
"Dette betyder, at ca. 150.000 virksomheder i Danmark, der kun bruger energi til let proces og rumvarme, slipper for at beregne og efterfølge søge godtgørelse for CO2-afgiften," siger skatteministeren
En vigtig forenkling er, at der indføres mulighed for at nettoafregne energiafgifter for virksomheder med et stort energiforbrug.
Kontaktperson: Lene Skov Henningsen, 33 92 44 33