04-06-2004

L 234 - Så er det vedtaget: Forrentningen af selskabers overskydende skat justeres
Lovforslaget forhindrer, at selskaber kan spekulere mod staten ved at udnytte, at forrentning af "for meget" indbetalt acontoskat er højere hos staten end markedsrenten.
"Det er for mig vigtigt, at skattesystemet er indrettet, så det er robust og modstandsdygtigt overfor spekulation. Jeg mener, at vi her har fundet den rette balancegang mellem interessen i at indbetale frivillig acontoskat med mulighed for godtgørelse af en eventuel overskydende skat og interessen i at undgå restskat med restskattetillæg til følge. Og jeg er glad for, at Folketinget har bakket op om forslaget," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Efter lovforslaget bliver godtgørelsen og restskattetillægget fremover fastsat ved indkomstårets start ud fra det generelle renteniveau. Med den årlige justering bliver rentesatserne i acontoskatteordningen på en enkel måde modstandsdygtige overfor udsving i renteniveauet, og man undgår, at skulle lovgive, blot fordi renteniveauet ændrer sig.
De nye regler træder i kraft allerede for indkomståret 2004. Dog bliver tillæggene for indbetaling af frivillig acontoskat i løbet af året først omfattet af de nye regler fra indkomståret 2005. Dette skyldes, at selskaberne har foretaget frivillige indbetalinger vedrørende indkomståret 2004 inden lovforslagets vedtagelse.
Kontakt Konsulent Bjørg Lilja 3392 4760 og konsulent Torsten Schiøler 3392 4473.