Gå til indhold

Lettere at være i kontakt med ToldSkat

Den digitale kommunikation mellem virksomhederne og ToldSkat får nu endnu bedre vilkår.

Virksomhederne får nu mulighed for at benytte sig af elektroniske blanketter på www.toldskat.dk.

"Med de såkaldte e-blanketer er der taget endnu et skridt i retning af direkte digital kommunikation mellem virksomhederne og myndighederne. Det giver mindre bøvl og færre omkostninger for begge parter," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

Virksomhederne har længe kunnet indsende moms eller A-skatteangivelse via internettet - TastSelv Erhverv, og nu bliver det også muligt at indsende - foreløbigt 10 - forskellige virksomhedsrettede blanketter elektronisk til ToldSkat.

"Dette er kun begyndelsen på de digitale forbedringer over for erhvervslivet. Det er tanken, at alle virksomhedsrettede blanketter skal kunne indsendes elektronisk. De blanketter, der bliver anvendt mest, bliver først lagt ind i systemet," siger skatteministeren.

Mange virksomheder efterspørger muligheden for at afregne lønsumsafgift og punktafgifter via internettet. Der er også løsninger på vej her. De forventes implementeret i løbet af sommeren med lønsumsafgift først.

For at bruge ordningen med e-blanketter skal virksomheden være tilmeldt TastSelv Erhverv, så ToldSkat ved, hvem indberetningerne kommer fra. Når en virksomhed er tilmeldt, kan der bl.a. sendes ændringer til registreringen hos ToldSkat - ændring af adresse, telefonnummer, bankkonto - og efterangivelser, hvis man har opdaget fejl i tidligere indsendte angivelser.

ToldSkats indberetningsløsning - TastSelv Erhverv - vil også blive tilgængelig fra virk.dk, der åbner for offentligheden den 1. september.

 

Kontakt: Specialkonsulent  Ole Weber, ToldSkat, 35292379