25-04-2016

Dementi af dækning i Børsen tirsdag
Skatteministeriet tager kraftig afstand fra Børsens dækning på baggrund af en kronik om erhvervsbeskatning fra skatteminister Karsten Lauritzen i Børsen tirsdag. I avisen fremgår det, at regeringen angiveligt skulle mene, at skattelettelserne til erhvervslivet var ”en fejl”. Dette er lodret forkert.
Børsen har valgt at ændre kronikkens overskrift fra “Vi skal have enkle regler for investeringer” til “Velfærd æder vores skattelettelser” uden at gøre Skatteministeriet eller skatteministeren opmærksom på dette. Samtidig har Børsen selv opfundet en misvisende underrubrik til kronikken.
Derudover har avisen truffet et redaktionelt valg om at vinkle tirsdagens forside stærkt misvisende. Selvom skatteministeren til avisen bl.a. eksplicit siger, at “jeg fortryder ingen skattelettelser. Jeg glæder mig over dem”, er avisens overskrift: ”Regeringen: Skattelettelser til erhvervslivet var en fejl”. Og i brødteksten hedder det, at regeringen ”ærgrer” sig over de nævnte lettelser for erhvervslivet for 1,3 mia. kroner i 2016. Dette er stik imod, hvad avisen i flere omgange er blevet oplyst.
Dækningen tager afsæt i en passage i kronikken, der lyder: “Jeg tror, vi må erkende, at hvis de økonomiske udfordringer havde været lige så lysende klare i efteråret, var flere af de penge, som gik til erhvervslivets lettelser, nok gået til øget velfærd eller til flygtningeregningen. Den politiske virkelighed er, at der skal findes finansiering. Og der skal findes 90 mandater”.
Ministeren understreger til avisen, at der er tale om en ”taktisk-strategisk overvejelse af vilkårene i dansk politik i øjeblikket og ikke et udtryk for, at regeringen fortryder noget”. Skatteministerens pointe er, at det kunne have vist sig svært at få opbakning i Folketinget til de givne initiativer, hvis man på daværende tidspunkt havde kendt de økonomiske udsigter.
Regeringen eller skatteministeren fortryder ikke nogen skattelettelser. Kronikken bliver derfor også brugt til at fremhæve de nævnte lettelser.
Skatteministeriet skal på ovennævnte baggrund derfor dementere Børsens dækning.