Gå til indhold

Markant nedsættelse af emballageafgift på øl og mineralvand

Skatteminister Svend Erik Hovmand (V) vil i næste folketingssamling foreslå, at afgiften på emballage til flasker og dåser til øl og mineralvand nedsættes markant fra 2004.

Det vil reducere grænsehandlen, styrke konkurrencen og give forbrugerne lavere priser.

I april 2003 bad skatteministeren en arbejdsgruppe om at se på de stigende problemer med emballageafgiften. Udvalget har nu orienteret regeringen om sine foreløbige overvejelser om afgiften på emballage til øl og mineralvand. Udvalget anbefaler afgiften til emballager til øl og mineralvand nedsat med 50 procent - dvs. til 25 øre for en almindelig flaske eller dåse. Udvalget skønner, at de positive virkninger af bl.a. mindre grænsehandel overstiger det umiddelbare indtægtstab, således at statens finanser netto styrkes med omkring 40 mio. kr.

"Allerede da jeg nedsatte udvalget, gav jeg udtryk for, at jeg gerne så en markant nedsættelse af emballageafgiften. Det var dog afgørende, at det kan ske uden at bringe statens finanser eller retursystemet i fare. Jeg er glad for, at udvalget ikke nærer sådanne betænkeligheder," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

I modsætning til emballageafgiften sættes panten på almindelige ølflasker og dåser m.v. ikke ned, og derfor vil en større andel engangsemballage ikke give anledning til miljømæssige problemer i form af flere flasker og dåser i gaderne og i naturen.

Udvalget arbejder videre med de øvrige spørgsmål og forventes at afslutte sin rapport efter sommerferien.

 

Kontakt: Direktør Otto Brøns-Petersen, 33924476