24-08-2004

Millionbesparelse på vej til virksomheder
Skatteminister Kristian Jensen (V) udtaler i den forbindelse:
"Jeg håber meget, at organisationerne og myndighederne vil tage godt imod forslaget, men vi vil naturligvis lytte meget til de indkomne høringssvar. Efter min opfattelse viser forslaget, at en øget digitalisering af vores hverdag i høj grad kan lette byrderne for vores erhvervsliv - som vi jo alle sammen skal leve af."
Forslaget sigter mod at gøre det muligt for virksomhederne at kunne indsende regnskabsoplysninger digitalt til skattemyndighederne og gøre det muligt for skattemyndighederne at udvælge selvangivelser til nærmere gennemgang digitalt.
Forslaget skønnes at give 350.000 - 400.000 virksomheder en portobesparelse samt administrative lettelser i forbindelse med den elektroniske indsendelse af selvangivelsesoplysningerne. Samtidig giver forslaget besparelse hos myndigheder.
Skatteministeren fortsætter:
"Regeringen tog straks ved sin tiltræden initiativ til en regelforenklingskampagne, hvor alle med gode forslag til forenkling af skattesystemet blev indbudt til at komme med deres forslag hertil. Det viste sig, at den fjerde mest efterspurgte forenkling var en afskaffelse af det såkaldte virksomhedsskema. Det forslag, som ministeriet nu har sendt på høring, gør det netop muligt at afskaffe virksomhedsskemaet fra og med indkomståret 2005. Det finder jeg særdeles glædeligt. Og ikke nok med det så giver forslaget også mulighed for, at langt hovedparten af virksomhederne fra og med indkomståret 2006 kan slippe for at indsende skatteregnskabet. Til gengæld udbygges selvangivelsen på en række punkter med regnskabsdata. På sigt vil virksomhederne i forbindelse med indberetningen kunne få en fremrykket årsopgørelse og dermed hurtigere få afklaret deres mellemværende med myndighederne. Det er virkelig et forslag med perspektiver."
Forslaget går endvidere ud på - allerede med virkning for kalenderåret 2004 - at afskaffe virksomhedernes underretningspligt over for ansatte, kunder m.v. om de oplysninger, som virksomhederne har indberettet til ToldSkat. Forslaget skønnes at give virksomhederne en besparelse på ca. 110 mio. kr. årligt. For indberetningspligtige offentlige virksomheder skønnes besparelsen at udgøre ca. 40 mio. kr.
Det er tanken, at lovforslaget skal fremsættes ved Folketingets åbning i starten af oktober i år.
Kontaktpersoner:
Chefkonsulent Tony Gønge Nielsen, tlf. 33 92 45 11
Kommunikationskonsulent Christina Faurby, tlf. 33 92 44 28