11-09-2002

Ministeren involveres ikke i ankesager
Ekstra Bladet har i to artikler, lørdag den 7/9 og onsdag den 11/9, behandlet en konkret sag, der omhandler Dansk Supermarked. I artiklerne hævdes det, at skatteministeren skulle have stoppet anken af sagen, der ved Vestre Landsret faldt ud til fordel for Dansk Supermarked.
Artiklen bygger på en fejlagtig opfattelse af, hvordan det danske ankesystem fungerer. Spørgsmålet om anke afgøres alene ud fra en juridisk vurdering. Og det er således en fast og langvarig praksis, at den til enhver tid siddende minister ikke inddrages i spørgsmål om indbringelse eller anke af konkrete retssager.
Statens advokat, Kammeradvokaten, indstiller til Skatteministeriet, hvorvidt en konkret sag skal ankes, hvilket er nøjagtigt den samme praksis, som under tidligere regeringer.
Ministeriet anker som hovedregel ikke landsretsdomme til Højesteret. Ministeriet kan dog anke landsretsdomme til Højesteret, hvis der er tale om principielle afgørelser eller særlige grunde i øvrigt taler derfor. Sådan særlig grunde kan eksempelvis være, at der er tale om væsentlige beløb. Men den helt overordnede betingelse for at anke er i begge tilfælde, at der er en begrundet formodning om, at anke til Højesteret vil føre til et andet resultat.
Det er altså en ren juridisk vurdering af en konkret sag, som hverken påvirkes af politiske hensyn eller af, hvem sagsøger er.
Skatteministeriet har ikke anket den omtalte dom til Højesteret. Det skyldes, at Skatteministeriets jurister sammen med Kammeradvokaten har vurderet, at det er overvejende sandsynligt, at en anke til Højesteret ikke fører til noget andet resultat.
Betingelserne for at anke dommen, som efter ministeriets opfattelse er konkret og uden vidtrækkende betydning, var derfor ikke opfyldt.
Yderligere oplysninger: Departementschef Peter Loft, 33924411