19-12-2003

Nu også klar besked til håndværksmesteren
Det sker ved at få et bindende ligningssvar fra skattevæsenet. Det er formålet med det lovforslag, som skatteminister Svend Erik Hovmand (V) sender i høring i dag.
Forslaget er anden del af en flertrinsraket. Først gennemførte regeringen i foråret klar besked til borgerne. Nu er det håndværksmesterens tur sammen med andre virksomhedsejere, som driver virksomhed i aktie- og anpartsselskab. Næste trin i raketten bliver klar besked på moms og afgiftsspørgsmål.
Klar besked ordningen er en vigtig brik i regeringens indsats for at styrke borgernes retssikkerhed og forenkle reglerne på skatteområdet.
"Selskaberne har brug for at kunne få klar besked om de skattemæssige konsekvenser, inden de f.eks. investerer. Skatterne skal ikke være en ukendt faktor eller en lotteriseddel, når investeringen planlægges. Det skaber utryghed og den vil vi til livs", siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Forslaget er også et led i indsatsen for, at skattemyndighederne i højere grad skal være konsulent i stedet for kontrollant.
"Vi skal bruge ressourcerne på service i stedet for kontrol. Det gør vi ved på forhånd at give virksomhederne klar besked. Så sparer vi den efterfølgende kontrol med risiko for ubehagelige overraskelser for virksomheden", siger skatteministeren.
Lovforslaget går kort fortalt ud på, at et selskab eller en hovedaktionær i løbet af en måneds tid for 300 kr. i gebyr skal kunne få et bindende ligningssvar fra den skatteansættende myndighed om mindre komplicerede forhold.
Kontakt: Fuldmægtig Jacob Ravn 3392 3761 eller konsulent Tony Gønge Nielsen 3392 4511.