27-04-2011

Ny dansk-ungarsk dobbeltbeskatnings-overenskomst
Den ny overenskomst er indgået til afløsning af den gældende overenskomst fra 1978, som på flere punkter må anses som forældet.
Den vigtigste ændring ved den nye overenskomst i forhold til den gældende overenskomst vedrører beskatningen af udbetalinger fra private pensionsordninger.
Den gamle overenskomst går ud på, at private pensioner beskattes dér, hvor pensionisten er bosat. Det ændres nu. Når den nye overenskomst får virkning, kan disse pensioner beskattes dér, hvor de udbetales.
Danskere, der flytter til Ungarn, skal altså betale dansk skat af deres pension.
Der er dog aftalt en overgangsregel for de personer, som den 27. april 2011 allerede var bosat i Ungarn og var begyndt at modtage pension fra Danmark. Disse personer bevarer den nuværende fritagelse for dansk beskatning af privat pension, så længe de forbliver bosat i Ungarn.
Den ny dobbeltbeskatningsoverenskomst træder først i kraft, når den er godkendt af Folketinget og det ungarske parlament. Skatteministeren vil fremsætte et lovforslag herom i begyndelsen af oktober.
Yderligere oplysninger: SKATs pressetelefon tlf. 72 37 09 00