Gå til indhold

Ny fælles borger- og retssikkerhedschef på skatteområdet

Hvis borgerne vil gøre indsigelser mod sagsbehandlingen hos SKAT, behandles klagen fremover af den ansvarlige direktør i SKAT...

Som noget nyt kan borgerne efterfølgende klage til den fælles borger- og retssikkerhedschef på skatteområdet, der desuden kan tage sager op af egen drift. Dermed styrker skattemyndighederne borgernes mulighed for at klage over fejl i sagsbehandlingen.

Skattemyndighederne vil styrke borgernes mulighed for at gøre indsigelser mod sagsbehandlingen hos SKAT og skatteministeriet. Derfor får den hidtidige retssikkerhedschef tilført nye opgaver og ressourcer, og samtidig ændres hendes titel til borger- og retssikkerhedschef. Fremover vil hun være den, som klagere kan henvende sig til, hvis de ikke er tilfredse med den behandling, som deres klage har fået i SKAT.

Hidtil er borgernes indsigelser mod sagsbehandlingen blevet behandlet af regionsdirektørerne i SKAT. I den nye model vil indsigelser blive behandlet af den ansvarlige direktør for et af de seks forretningsområder i SKAT. SKATs øverste direktør vil samtidig blive orienteret om alle afgørelser.

Hvis borgerne ikke er tilfredse med afgørelsen fra den ansvarlige direktør, kan han eller hun bede om en ny vurdering af sagen hos den fælles borger- og retssikkerhedschef. På den måde kan borgeren få behandlet sin indsigelse i to instanser.

- Fremover vil det være den ansvarlige forretningsdirektør i SKAT, der skal behandle en klage over sagsbehandlingen. Med sager af den her type, er det vigtigt, at indsigelsen i første omgang behandles inden for det område, hvor ekspertisen er. På den måde får borgerne det skarpeste blik på, om der er gået noget galt i sagerne. Samtidig vil SKATs direktør blive orienteret om afgørelserne. Jeg mener helt klart, at det er en styrkelse af borgernes retssikkerhed i forhold til tidligere, at SKATs øverste chef kender til klagesagerne i butikken, siger skatteminister, Holger K. Nielsen.

Skatteministeren hæfter sig ved, at borgerne med styrkelsen af den nye borger- og retssikkerhedschef samtidig har mulighed for at gå videre med deres klage over sagsbehandlingen til en instans, der fungerer helt uafhængigt af SKAT, og som kan tage sager op af egen drift.

- At vi styrker den hidtidige retssikkerhedschef, således at hun fremover også fungerer som 2. instans i klagesager over sagsbehandlingen, er helt naturligt. Med den deling, der er lavet mellem departement og SKAT, er det den rigtige model at samle opgaven med at varetage borgernes tarv og sikre retssikkerheden hos borger-og retssikkerhedschefen. Hendes funktion vil være helt selvstændig og uafhængig af både SKAT og Skatteministeriet, så borgerne får et neutralt blik på deres klage over sagsbehandlingen, og hun vil samtidig kunne vælge at gå ind i sager, som hun vurderer, der bør ses på. På den måde kommer hun jo til at fungere som en slags ombudsmand på skatteområdet, siger skatteministeren.

Borger- og retssikkerhedschefen vil én gang årligt offentliggøre en beretning om sine opgaver. Stillingen vil blive varetaget af den hidtidige retssikkerhedschef, Margrethe Nørgaard.

Klager over afgørelser og sagsbehandling, der kan medføre, at en skatteafgørelse ændres, skal fortsat behandles i det almindelige klagesystem.

Yderligere oplysninger: Skatteministeriets pressefunktion tlf. 72 22 23 24.

Fakta

  • Klager over SKATs medarbejdere skal i 1. instans behandles af det ansvarlige direktionsmedlem i SKAT, mens den nye borger- og retssikkerhedschef er 2. instans for klager over sagsbehandling.
  • Klager over sagsbehandling kan for eksempel være over sagsbehandlingstid, mangelfuld vejledning, brud på tavshedspligt og indsigelser over en medarbejders adfærd.
  • Klager over afgørelser og sagsbehandling, der kan medføre, at en skatteafgørelse er ugyldig, skal behandles i det almindelige klagesystem.
  • Borger- og retssikkerhedschefen skal sikre og evaluere kvaliteten og ensartetheden af sagsbehandlingen i SKAT og kan henstille til ændringer i SKATs procedurer og arbejdsgange. Hun vil endvidere løbende komme med anbefalinger til fremadrettede forbedringer og gennemføre initiativer, der sætter fokus på retssikkerheden i skattesystemet.
  • Borger- og retssikkerhedsambassadøren fungerer selvstændigt og uafhængigt af hele Skatteministeriets koncern.