09-10-2003

Ny pendlerservice fra Skatteministeriet
Regeringen fremsætter nu lovforslag om et målrettet forbedret befordringsfradrag til langdistancependlere, der bor i landets udkantskommuner, og som kører over 100 km hver dag, for at komme til og fra arbejde. Disse borgere vil fremover kunne fratrække kørsel over 100 km med den samme fradragssats, som gælder for kørsel mellem 24 og 100 km.
"I mange af landets udkantskommuner falder andelen af erhvervsaktive. Den udvikling vil vi gerne vende ved at gøre det attraktivt for de erhvervsaktive, dels at blive boende i udkantskommunerne, dels at flytte dertil, selv om man arbejder langt væk," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V). " På denne måde styrker vi befolkningsudviklingen i udkantskommunerne og bidrager til, at de får større del i indkomstfremgangen i de større byer."
Forslaget er en opfølgning på regeringens redegørelse om Den Regionale Vækststrategi, der blev offentliggjort i maj.
De i alt 50 udkantskommuner, som bliver omfattet af ordningen, er udpeget af Økonomi- og Erhvervsministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet for perioden 2004-2006. Efter 2006 vil ordningen blive taget op til revision.
På Skatteministeriets hjemmeside www.skm.dk er der som noget nyt oprettet en pendlerservice, hvor man selv kan beregne sit befordringsfradrag - både med og uden den foreslåede forhøjelse. Der er endvidere vist nogle konkrete eksempler på, hvor meget en langdistancependler sparer i skat ved regeringens forslag.
Yderligere oplysninger:
Chefkonsulent Hans Mølgaard Christensen 33 92 44 70
Specialkonsulent Ulla Lyk-Jensen 33 92 44 65