04-06-2009

Ny skatteaftale med Luxembourg
Aftalen medfører, at de danske skattemyndigheder kan anmode de luxembourgske skattemyndigheder om oplysninger til brug i en dansk skattesag. I så fald skal de luxembourgske myndigheder sende oplysningerne til de danske myndigheder og om nødvendigt først indhente oplysningerne, f.eks. fra en bank i Luxembourg.
- Det er en glædelig udvikling set fra min stol. Aftalen med Luxembourg er med til at sikre, at for fremtiden bliver flere virksomheder og personer beskattet her i landet, siger skatteminister Kristian Jensen (V).
Danmarks aftale med Luxembourg er en af de første aftaler om udveksling af skatteoplysninger, som Luxembourg har underskrevet.
Danmark og Schweiz er for nylig blevet enig om en tilsvarende aftale, som ventes underskrevet i september.
I det seneste par år har Danmark forhandlet tilsvarende aftaler om udveksling af oplysninger med en række områder med vigtige finansielle centre. Der er allerede indgået aftaler med Isle of Man, Guernsey, Jersey, Bermuda, Cayman Islands og de Britiske Jomfruøer.
Yderligere information:
Særlig rådgiver Peter Høyer, 3392 4445 eller 4119 1558.