27-06-2008

Nye nummerplader (papegøjenummerplader)
Varebiler må dog bruges privat mod betaling af et privatbenyttelsestillæg. Derfor skal ejeren af en varebil anmelde til Centralregisteret for Motorkøretøjer, om varebilen alene skal anvendes erhvervsmæssigt, privat eller blandet privat og erhvervsmæssigt.
Kontrolaktioner foretaget af SKAT har vist, at varebiler i vidt omfang anvendes i strid med den anmeldte anvendelse.
Derfor blev der i juni 2007 indført en ordning med mærkning af varebiler, der er anmeldt til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug. Tanken med mærket var at synliggøre på stedet, at varebilen må bruges privat.
Mærkningsordningen har haft en god effekt, idet mange biler siden juni 2007 er omregistreret til helt eller delvis privat anvendelse.
Skatteministeren udtaler: "Mærkningsordningen har haft en god effekt. Både som kontrolhjælpemiddel for SKAT og som en præventiv ordning. Derfor har jeg besluttet at skabe en mere solid og varig nummerpladeordning. Fra den 1. januar 2009 vil SKAT udlevere såkaldte papegøjenummerplader til varebiler, der anmeldes til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug. For varebiler, der er registreret før den 1. januar 2009, vil den gældende mærkningsordning fortsætte. Disse varebiler skal ikke have nye nummerplader, medmindre bilen efter denne dato ændrer anvendelse fra erhvervsmæssig til privat eller til blandet privat og erhvervsmæssig brug."
Prisen for et sæt papegøjenummerplader vil blive fastsat af Folketinget til efteråret. Det forventes, at prisen for et sæt papegøjenummerplader som udgangspunkt bliver som prisen for andre almindelige nummerplader; dvs. 1.180 kr. Men i de situationer, hvor en varebil alene skal have papegøjenummerplader som følge af ændret anvendelse af bilen, forventes prisen sat til kun omkring 160 kr., svarende til omkostningerne ved ekspeditionen.