12-01-2006

Nyt eIndkomst register giver bedre service og stopper fejludbetalinger
Når offentlige myndigheder skal bruge oplysningerne, skal de så hente dem direkte fra registeret i stedet for at hente dem hos borgerne eller virksomhederne en gang til.
Dette fremgår af et nyt lovforslag, som skatteministeren netop har fremsat.
"Det har været afgørende, at virksomhederne ikke bliver belastet unødigt. Desuden giver registret mulighed for både forenklinger for borgerne og virksomhederne og en mere effektiv kontrol", siger skatteminister Kristian Jensen (V).
Kontrolmulighederne blive øget, så f.eks. socialt bedrageri hurtigere vil kunne opdages. Desuden vil borgerne kunne få en bedre service, når sagsbehandlingen kan ske på grundlag af bedre og mere aktuelle data. Blandt andet vil langt flere borgere slippe for at skulle selvangive befordringsfradraget.
På skatteområdet betyder forslaget, at der gennemføres følgende forenklinger:
- En række oplysningspligter for virksomhederne bortfalder.
- Skattekort på papir forsvinder. Virksomhederne vil få trækprocenterne direkte fra SKAT, og det vil ske elektronisk for alle, der har mulighed for det. Lønmodtagere skal ikke længere aflevere skattekort til deres arbejdsgiver.
- En virksomhed kan efter de gældende regler blive pålagt at skulle indeholde en del af medarbejderens løn, hvis denne har gæld til det offentlige. Efter forslaget skal lønindeholdelsen ske som en del af det almindelige skattetræk. Virksomhederne bliver derfor ikke længere påført særlige byrder, når der skal foretages lønindeholdelse.
"Særligt arbejdsgivernes pligter i forbindelse med lønindeholdelse har været udsat for kritik. Arbejdsgiveren bliver blandet ind i de ansattes økonomiske forhold, hvilket kan være stærkt generende. Det glæder mig, at vi afskaffe denne ordning", siger skatteminister Kristian Jensen (V).
Kontaktperson: Specialkonsulent Andreas Bo Larsen tlf. 33 92 45 12.