Gå til indhold

Nyt lovforslag om inddrivelse af gæld til det offentlige sendt i høring

Skatteministeriet har 3. juli sendt et lovforslag om inddrivelse af gæld til det offentlige i høring

De eksisterende regler for inddrivelse af gæld til det offentlige er gennem de seneste år blevet harmoniseret ved flere tiltag. Til trods herfor er det samlede regelsæt fortsat spredt ud over flere forskellige særlove. Eksempelvis findes der regler om lønindeholdelse i kildeskatteloven og regler om eftergivelse i opkrævningsloven.

Det er ofte administrativt uhensigtsmæssigt. Træffes der f.eks. en afgørelse om lønindeholdelse for at inddrive flere typer af krav, skal der henvises både til lønindeholdelsesbestemmelsen i kildeskatteloven, samt til de bestemmelser i særlovene, som regulerer hvordan de enkelte krav inddrives. Dermed kan en sådan afgørelse også nemt blive uoverskuelig for skyldneren.

Det nye lovforslag går derfor ud på at samle inddrivelsesreglerne i én lov. Reglerne om lønindeholdelse flyttes fra kildeskatteloven, reglerne om eftergivelse fra opkrævningsloven og reglerne om udpantning fra udpantningsloven til den nye lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Samtidig vil alle henvisningsreglerne om  udpantning, lønindeholdelse og eftergivelse blive ophævet i særlovene. Reglerne om fortrinsret bliver i særlovene, men love, der indeholder regler om fortrinsret, oplistes i et bilag til inddrivelsesloven.

Formålet er at opnå en mere effektiv restanceinddrivelse. Det kræver tre ting: Én inddrivelsesmyndighed, ét regelgrundlag og ét inddrivelsessystem.

Med fusionen mellem de kommunale og de statslige skattemyndigheder i 2005 blev inddrivelsesmyndigheden samlet i SKAT. Og i SKAT arbejder man på indførelsen af ét fælles inddrivelsessystem, også kaldet EFI.

Det fælles regelgrundlag er allerede delvist på plads, idet inddrivelsesreglerne i et vist omfang er blevet forenklet og harmoniseret. De objektive regler om fastsættelse af afdragsordninger og lønindeholdelse er en del af forenklingen. Også reglerne om eftergivelse efter opkrævningsloven og klageadgangen til Landsskatteretten er en del af harmoniseringen af inddrivelsesreglerne. Desuden er der vedtaget regler om harmonisering af rente, gebyr, dækningsrækkefølge og automatisk modregning via Nem-konto. Disse sidstnævnte regler vil træde i kraft, når systemunderstøttelsen i form af EFI er klar.

Med det nye lovforslag vil sidste skridt i etableringen at ét regelgrundlag blive taget. Samlet vil det betyde, at regelgrundlaget bliver enklere og meget mere overskueligt både for inddrivelsesmedarbejdere og borgere, der har gæld til det offentlige.