29-08-2005

Nyt navn og logo for den fusionerede skatteforvaltning (1)
"Når vi har arbejdet på at finde et nyt navn og logo for fremtidens skatteenhed, er det dels for at signalere både over for borgere og virksomheder men også overfor alle medarbejderne i den fusionerede skatteforvaltning, at vi pr. 1. november bliver en ny virksomhed. En virksomhed hvor vi skal kombinere det bedste fra både den kommunale og statslige sektor.
Vi har fundet et nyt navn for den nye virksomhed. Et navn som signalerer større åbenhed og imødekommenhed.
Derfor når de mange forskellige skatteforvaltninger så som FLC-Nord, Trekant-Midt Ligningscenter, Skattecenter Nordsjælland, KomSkat I/S, pr. 1. november går sammen med ToldSkat, bliver det med et nyt fælles navn SKAT", siger skatteminister Kristian Jensen.
"Samtidigt med at vi får et nyt navn for den kommende skatteenhed, får vi også et nyt logo og design, som skal gå igen i hele koncernen: Skatteministeriet, Landsskatteretten og SKAT. Det gør vi ud fra et ønske om at skabe en sammenhæng i vores udtryk og i vores kontakt med borgere og virksomheder. Et gennemtænkt design af navn og logo kan også være med til at skabe gennemslagskraft og til at understøtte vores mission", siger skatteministeren.
Skatteministeren har sammen med det nye navn og logo også præsenteret en ny fælles mission for koncernen:
"Vi sikrer en retfærdig og effektiv finansiering af fremtidens offentlige sektor"
"Missionen er vores eksistensberettigelse. Missionen er den blivende faktor, som er den guldvægt, hvor vores handlinger og holdninger skal vejes på og vurderes, om de består prøven", siger skatteministeren.
Se tillige:
Faktaark med koncernens mission og visioner
Faktaark "Fra ToldSkat til SKAT", Skatteministeriet og Landsskatteretten
Yderligere information: Kommunikationskonsulent Christina Faurby: 3392 4428 eller 2072 3392.