Gå til indhold

Nyt skatteservice-center i Øresundsregionen

Nu bliver det nemmere at være pendler i Øresundsregionen.

Skatteministeriet opretter fra nytår et grænsegængercenter i den danske del af Øresundsregionen, der skal tage sig af pendlernes forskudsregistreringer og skatteligning. Formålet med oprettelsen af grænsegængercentret, der får afdelinger både i København og Helsingør, er at skabe bedre betingelser for at udnytte det vækstpotentiale, der er skabt med Øresundsbroen.

- Ved at samle ekspertisen i et grænsegængercenter  bliver vi i stand til at yde en bedre service til de berørte borgere om de særlige skattemæssige forhold, der gælder, når man er pendler i Øresundsregionen, siger Skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

De skatteydere, der skal bruge grænsegængercentret, er først og fremmest de personer, der har bopæl i Sverige og betaler skat i Danmark. Det er folk, der har en væsentlig del af deres indtægt fra Danmark.

Driften af grænsegængercentret sker i samarbejde mellem Københavns og Helsingør kommuner. Centret finansieres af de kommuner, der overfører skatteydere til centret. Skatteindtægterne fra de personer, der overføres til centret forbliver dog i de oprindelige kommuner.

Egentlig kunne staten selv have påtaget sig opgaven med det nye grænsecenter, men jeg synes, det er overordentligt tilfredsstillende, at det er lykkedes at få en aftale om en kommunal udførelse af opgaven. Der er tale om to kommuner, der har forholdsvis mange grænsegængere og derfor har en alsidig erfaring med skatteforhold for grænsegængere. De to kommuner har været meget positive over for opgaven, og jeg ser frem til, at opgaven vil blive løst på allerbedste måde og derigennem være med til at virkeliggøre de intentioner, der ligger bag ideen om en dynamisk og levende Øresundsregion, siger Svend Erik Hovmand.

 

Kontakt: Kontorchef  Michael Bjørn Hansen, direkte telefon 35292965