05-10-2004

Omfanget af og årsagerne til ludomani skal undersøges
- Der er et råbende behov for at få undersøgt, hvor stort omfanget af ludomani er, og hvad der er årsagen til ludomani, siger skatteminister Kristian Jensen.
Derfor har ministeren besluttet, at der skal iværksættes en videnskabelig undersøgelse af ludomani i Danmark. Ud over undersøgelsen, der forventes at strække sig over 2-3 år, ændres reglerne for udbetaling af gevinster. I fremtiden vil det være muligt at udbetale gevinster i form af værdibeviser.
- I dag er det et krav fra myndighederne, at gevinsten skal udbetales i mønter. Det synes jeg er et tåbeligt krav. Derfor ændrer jeg nu reglerne, så der kan udskrives værdibeviser, forklarer Kristian Jensen.
Skatteministeren vil dog ikke gøre værdibeviser lovpligtige.
- Det ville være urimeligt at gennemføre så byrdefuld en ændring, da det indtil nu har været et ufravigeligt krav, at automaterne skulle udbetale kontant, siger skatteministeren.
Samtidig er branchen selv interesseret i at afskaffe de klingende mønter, fordi automater med mønter ofte er udsat for indbrud.
Med hensyn til unge under 18 års adgang til spilleautomaterne vil der i resten af året blive foretaget en øget kontrol.
Endelig skal spillemyndigheden i endnu højere grad informere kommunerne om de muligheder, der er for indsigelser i forbindelse med etableringen af nye spillehaller i kommunen.
Yderligere information: Særlig rådgiver Peter Høyer, 3392 4445 eller 4119 1558.