Gå til indhold

Organisationsændring i Skatteministeriet

For at styrke og smidiggøre koordineringen og opgaveløsningen i Skatteministeriets koncern sammenlægges Skatteministeriets Departement og SKATs Hovedcenter.

Opgaveløsningen i Skatteministeriets koncern har ændret sig markant de seneste år. Det har givet anledning til en række ændringer, som hidtil har været mest synlige i SKAT. Både den regionale struktur og samspillet og opgavefordelingen i forhold til de centrale enheder er undergået forandringer.

Ændringerne kræver konstant fokus på den overordnede koordinering af ministeriets opgaver. Det drejer sig om strategi- og HR-udvikling, økonomi og styring, sammenhængen mellem lovgivning og drift og kommunikation internt og med omverdenen. Disse funktioner sker primært i samspillet mellem Skatteministeriets Departement og SKATs Hovedcenter.

For at styrke og smidiggøre denne koordinering sammenlægges Skatteministeriets Departement og SKATs Hovedcenter.

Det betyder, at Skatteministeriet fra årsskiftet får én samlet direktion, som afløser de to eksisterende. Den nye direktion er sammensat således:

  • Departementschef Peter Loft (formand)
  • Koncerndirektør Jesper Skovhus Poulsen (næstformand)
  • Udviklingsdirektør Preben Kristiansen
  • HR-direktør Birte Deleuran
  • Produktionsdirektør Steffen Normann Hansen
  • Samfundsøkonomisk direktør Otto Brøns-Petersen
  • Økonomidirektør Karsten Juncher
  • Juridisk Direktør - vakant

Direktionens første opgave er at forberede sammenlægningen af enhederne i Departementet og Hovedcentret. Det er en proces, der kræver involvering af chefer og medarbejdere i enhederne. Processen forventes at løbe frem til årsskiftet.

"Det er vigtigt for os at slå fast, at vores omlægning ikke er et spareprojekt. Det handler derimod om, at vi skal bruge de ressourcer vi har smartere og derved blive bedre til at løse vores opgaver i sammenhæng og på tværs af organisationen. Det er også vigtigt at slå fast, at dette ikke er endnu en omstilling, der ændrer i vores regionale struktur. De er allerede midt i en stor forandringsproces, som ikke ændres af denne sammenlægning. Man kan således sige, at den ændring vi nu laver på øverste ledelsesniveau og af de overordnede rammegivende funktioner ligger i naturlig forlængelse af den omstilling, der er sket i resten af organisationen. Der forestår et større forberedelses- og implementeringsarbejde, som vi naturligvis vil holde omverdenen orienteret om i processen" siger departementschef Peter Loft.

Organisationsændringen får ikke betydning for den daglige kontakt mellem SKAT og borgere og virksomheder.

 

Yderligere oplysninger: Departementschef Peter Loft, 33 92 44 11