Gå til indhold

Provenuet i Togfonden er solidt

Der ligger et grundigt tværministerielt analysearbejde bag provenuberegninger, der med de nuværende forudsætninger om bl.a. oliepris og indvinding vurderer, at overgangen til nye regler for alle tilladelser vil give et samlet statsligt merprovenu på 27½ mia. kr. i perioden 2014-42.

Udvalget for Serviceeftersyn af vilkårene for kulbrinteindvinding i Nordsøen har i deres afrapportering til regeringen vurderet, at beskatningen af de gamle tilladelser - dvs. fra før 2004 - ikke er optimale, og at der kan opnås en mere hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne i Nordsøen og et mere robust provenu ved at overføre de gamle tilladelser til de skatteregler, der gælder for DUC og nye tilladelser efter 2004.

Der ligger et grundigt tværministerielt analysearbejde bag provenuberegningerne, der med de nuværende forudsætninger om bl.a. oliepris og indvinding vurderer, at overgangen til nye regler for alle tilladelser vil give et samlet statsligt merprovenu på 27½ mia. kr. i perioden 2014-42, når der korrigeres for, at staten vil få færre indtægter fra sit ejerskab i DONG og Nordsøfonden.

Konsulentvirksomheden Wood MacKenzie tilskrives i dag i Jyllands Posten at have lavet beregninger af nutidsværdien af provenuet. Dette er imidlertid ikke det relevante tal i forhold til at vurdere, hvad staten i de kommende 30 år kan anvende.

"Før man går alt for hårdt til Nordsøudvalgets beregninger, bør man have i baghovedet, at fire af de stærkeste ministerier har brugt mere end et år på at estimere dette provenu. Og de metoder, som Nordsøudvalget har anvendt, er de samme metoder, der normalt anvendes til denne type provenuberegninger, og som også er anvendt under tidligere regeringer. Det er solide beregninger, der hviler på et meget grundigt stykke analysearbejde," siger skatteminister Holger K. Nielsen.

Energistyrelsen forbereder i øjeblikket gennemførelsen af 7. udbudsrunde i forhold til indvinding i Nordsøen. I denne runde vil det såkaldte Svanefeltet ligeledes blive udbudt. Det er korrekt, at licensen vedrørende Svane-feltet for nylig er tilbageleveret til staten, men fundet og ressourcerne findes fortsat, og det er derfor rimeligt at antage, at feltet vil blive udnyttet inden for de næste 30 år, og at dette vil give fremtidige indtægter til staten.

Skatteministeren understreger, at regeringen har et forsigtighedsprincip, og det naturligvis også gælder her.

"Vi bruger naturligvis ikke indtægter, der ikke kommer ind i fremtiden, og vi bruger ikke pengene, før vi har anvist, hvor de skal komme fra. Det gælder også i forhold til Nordsøen og Togfonden DK. Når det er sagt, så har jeg ingen grund til at tvivle på, at pengene ikke skulle komme i kassen i de kommende år," siger Holger K. Nielsen.

Yderligere oplysninger:

Skatteministeriets Pressefunktion tlf. 72 22 23 24