Gå til indhold

Razzia mod ulovlige spillesteder

Ca. 100 ulovlige automater blev i går afsløret ved en aktion mod 6 spilleklubber i Aalborg.

Aktionen blev foretaget af politiet i Aalborg med bistand af Spillemyndigheden i ToldSkat.

"Jeg er glad for, at myndighederne kan samarbejde om disse aktioner, da det er vigtigt med en effektiv indsats mod det ulovlige spilleautomatmarked," siger Skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

Aktionen er sket på baggrund af anmeldelser fra Spillemyndigheden til politiet i Aalborg.

"Det er vigtigt, at den lovlydige del af automatbranchen kan se, at der bliver gjort noget, således at deres forretning ikke bliver undermineret af personer, der ikke ønsker at overholde reglerne," siger Svend Erik Hovmand.

Indtil nu har politiet på landsplan beslaglagt over 300 ulovlige spilleautomater i forbindelse med aktioner mod ulovlige spillesteder. Der har indtil videre været større aktioner på Falster, på Fyn og i København.

"Der skal sendes et signal til dem, der forsøger at snyde, og der vil fremover komme flere aktioner af denne karakter", siger Svend Erik Hovmand.

Opstilling af spilleautomater kan kun ske med en tilladelse fra Spillemyndigheden.

 

Kontakt: Specialkonsulent Jan Madsen, Spillemyndigheden: 35292260