07-05-2013

Redegørelse på vej fra SKAT til skatteministeren
"Som minister hverken kan eller må jeg blande mig i afgørelsen af konkrete skattesager, men jeg vil gerne understrege, at SKATs medarbejdere til enhver tid skal varetage deres opgaver professionelt og behandle alle sager efter gældende regler på skatteområdet og i den offentlige forvaltning. Det skal der ikke være et øjebliks tvivl om," siger skatteminister, Holger K. Nielsen, der ser frem til at modtage SKATs redegørelse inden for kort tid.
I dagens udgave af Berlingske kræver en række politikere fra Venstre og Konservative, at der igangsættes endnu en ekstern undersøgelse af sagen, endnu før at SKAT har færdiggjort og afleveret sin redegørelse. Skatteministeren opfordrer til, at oppositionen orienterer sig i SKATs redegørelse, når Folketingets skatteudvalg modtager denne, før de efterspørger yderligere undersøgelser.
"Det er vigtigt, at borgerne har tillid til skattemyndighederne, og at alle sager håndteres korrekt. I den seneste tid har der været mange teorier og tolkninger fremme i debatten, og jeg har noteret mig, at flere borgerlige politikere angiveligt gerne ser, at jeg som skatteminister dykker ned i en række konkrete skattesager," siger skatteministeren og fortsætter:
"Jeg er meget enig i, at der er behov for få klarlagt, hvad der er op og ned, så vi kan tage stilling til det videre forløb, men det forekommer mig altså ganske upassende, at politikere fra Venstre og Konservative direkte opfordrer mig til at "gribe ind" i forhold til konkrete sager. Det er muligt, de har en opfattelse af, at man som skatteminister må blande sig i borgernes skattesager, men det må hverken må eller skal en siddende skatteminister," understreger Holger K. Nielsen.
SKATs redegørelse forventes at være færdig i løbet af juni måned. Skatteministeren vil oversende redegørelsen til Folketingets skatteudvalg, så hurtigt som muligt efter, at han har modtaget den fra SKAT.