Gå til indhold

Regelforenklingsarbejdet fortsætter

Offentliggørelse af regeringens handlingsplan "Færre regler - flere muligheder"

I dag offentliggøres regeringens handlingsplan "Færre regler - flere muligheder", som præsenterer både regeringens foreløbige forenklingsresultater og de fremadrettede initiativer. Handlingsplanen indeholder i alt 136 resultater, som har medført forenklinger og lettelser for borgere, virksomheder eller offentlige myndigheder. Handlingsplanen indeholder derudover 169 fremadrettede initiativer.

"Det er en mærkesag for mig som skatteminister, at det skal blive lettere at være borger og drive virksomhed i Danmark. Det offentlige er til for at hjælpe borgere og virksomheder, og vi skal være stolte af vores forpligtelse til at yde service", siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

"I regeringens handlingsplan er der hele 27 initiativer alene på Skatteministeriets område. Vi arbejder hen imod det selvangivelsesløse samfund, hvor skattemyndighederne på baggrund af de oplysninger, som de har i forvejen, skal kunne opgøre skatten en gang for alle. Skattemyndighederne skal derfor være konsulent i en tidlig fase, i stedet for at være efterfølgende kontrollant. Tidligere på året indførte vi derfor "klar besked" hos skattevæsenet for selvstændige og lønmodtagere. Ordningen udvides nu til også at omfatte selskaber og hovedaktionærer. Vi arbejder på at skabe yderligere lempelser af kontrol m.v. af de virksomheder, der har orden i tingene. Vi kalder dem for mønstervirksomheder," siger skatteministeren.

"Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke borgere og virksomheder for de mange gode ideer til forenkling af skattesystemet. De har bl.a. været medvirkende til, at vi har afskaffet kravet om momsafstemninger, og at vi forhåbentlig snart afskaffer kravet om kapitalforklaringer. Alle er velkomne til fortsat at komme med ideer til forenklinger af skattesystemet", siger skatteminister Svend Erik Hovmand.

Skatteministeriets bidrag til handlingsplanen kan læses på Skatteministeriets hjemmeside.