02-12-2014

Regeringen har indkaldt til skattely-forhandlinger
I denne uge starter forhandlingerne om den skattelypakke, som regeringen fremlagde i begyndelsen af november. Alle partier er indkaldt, og et bredt flertal i Folketinget (alle partier bortset fra Liberal Alliance) har netop besluttet at pålægge regeringen at bekæmpe skattely og indlede forhandlinger om den foreslåede skattelypakke.
Skatteminister Benny Engelbrecht forventer derfor en bred aftale:
”Jeg forventer, at det store flertal, der i dag har udtrykt støtte til at bekæmpe skattely, også vil tage ansvar for de konkrete initiativer, som regeringen fremlagde i sin skattelypakke. Ellers er der jo tale om en gratis omgang,” siger skatteminister Benny Engelbrecht.
Med finanslovsaftalen for 2015 er der afsat samlet 13,5 mio. kr. i årene 2015 til 2018 til en styrkelse af skattelyindsatsen i SKAT. En del af de penge foreslår regeringen benyttes til at få undersøgt de dokumenter, som er blevet lækket til en række medier om mulig skatteunddragelse i Luxembourg.
”Det er op til EU-Kommissionen at afgøre, om der er blevet overtrådt regler i Luxembourg. Herhjemme skal vi på samme tid have undersøgt dokumenterne for at se, om der er oplysninger, som vurderes at have betydning for afregning af skat i Danmark, og som måske kan bruges i den fremadrettede indsats mod skattely. Det arbejde prioriterer regeringen bliver gjort så hurtigt som muligt,” siger Benny Engelbrecht.
I Skatteministeriet skal der desuden forhandles om nye regler for såkaldte bindende svar. Når en virksomhed flytter aktiver, optjent i Danmark, ud af landet, skal der betales skat af aktivet i Danmark. For at fastsætte beskatningsgrundlaget kan SKAT give et såkaldt bindende svar, hvor værdien af aktivet fastsættes.
Der har for eksempel været et tilfælde, hvor værdien af aktivet var fastsat til et 3-cifret millionbeløb, og hvor aktivet 6 måneder senere blev solgt til det 10-dobbelte. I en sådan situation er der flyttet værdi ud af Danmark, som burde have udløst større beskatning her i landet.
Derfor vil regeringen give SKAT mulighed for at se bort fra et bindende svar, hvis det efterfølgende viser sig, at værdien af aktivet afviger væsentligt fra den fastsatte værdi i det bindende svar. Det skal samtidig understreges, at bortfald af et bindende svar ikke automatisk udløser øget beskatning, idet der kan være gode grunde til en efterfølgende værdistigning.
”Virksomheder flytter ofte værdier til andre lande, og det er der intet i vejen med. Men det er regeringens holdning, at værdier, der er skabt i Danmark, også beskattes i Danmark. Derfor skal vi sikre, at SKAT har de rette værktøjer til at sikre, at værdier, der flyttes ud af landet, også beskattes på en fair måde,” siger Benny Engelbrecht.