07-12-2004

Regeringen noterer sig Rigsrevisionens konklusioner
Beretningen konkluderer bl.a., at skattereglerne udgør et klart grundlag for administration af tjenesterejser, men at der er behov for at udbygge ToldSkats vejledning i forhold til, hvornår der kan udbetales skattefri godtgørelser for udokumenterede udgifter. Det nævnes, at en mulighed er at indsætte en række eksempler i vejledningen. Rigsrevisionen finder det tilfredsstillende, at Finansministeriet vil udbygge den personaleadministrative vejledning med henvisninger til skattereglerne.
Rigsrevisionen konkluderer endvidere, at de undersøgte institutioner generelt ikke anvendte skattereglerne korrekt, men at det er tilfredsstillende, at de berørte ministerier vil sikre, at tjenesterejser nu vil blive administreret i overensstemmelse med skattereglerne.
Regeringen har noteret sig Rigsrevisionens konklusioner.
Finansministeriet og Skatteministeriet vil nu se nærmere på, hvordan de administrative vejledninger kan udbygges.