01-07-2002

Regeringen står fast i sagen om ”norske fisk”
Skatteministeren har således netop afholdt møde med den norske fiskeriminister Svein Ludvigsen om sagen.
Jeg har tidligere sagt, at det er helt afgørende, at der findes en fælles løsning for alle berørte importører, så der ikke på grund af tilfældigheder opstår urimelig og konkurrenceforvridende forskelsbehandling af virksomhederne, og det mener jeg selvfølgelig stadig, siger skatteminister Svend Erik Hovmand(V), og tilføjer imidlertid er den danske regering efter EUs regler forpligtet til at foretage efteropkrævninger i den foreliggende situation.
Regeringens grundlæggende holdning til disse fiske-sager er stadig den samme, understreger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Told·Skat er på grundlag af EU-kommissionens henvendelse forpligtet til at udsende krav om efterbetaling. Men kravet vil alene blive udsendt i de sager, hvor der umiddelbart er en risiko for forældelse. Virksomhederne kan påklage afgørelsen og kan søge de stedlige told- og skatteregioner om henstand med betalingen.
Jeg beklager, at vi er nødt til at tage initiativ i en del af disse sager, mens der stadig hersker usikkerhed om forholdene i Norge, men det er EU-reglerne, der siger, at vi skal gøre sådan. I lyset af den uheldige situation har vi derfor tilrettelagt håndteringen af disse sager sådan, at vi belaster virksomhederne mindst muligt, siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Denne sag bekymrer mig meget, og jeg har derfor også skrevet til den ansvarlige EU-kommissær, Frits Bolkestein og bl.a. bedt om et møde, men jeg har endnu ikke fået noget svar. Jeg mener fortsat, at det er urimeligt hvis uskyldige danske virksomheder skal lide under fejlagtige norske leverancer, slutter skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Yderligere oplysninger: Retschef Claus B. Johannesen, 35297300