Gå til indhold

Regeringen vil modernisere og liberalisere spillelovgivningen

Regeringen har besluttet at gennemføre en reguleret, delvis liberalisering af det danske spillemarked. Målsætningen med en delvis liberalisering af spillemarkedet er at sikre en bedre beskyttelse af spillere, undgå økonomisk kriminalitet gennem spil samt sikre et fortsat provenu til udlodning til almennyttige formål.

En reguleret, delvis liberalisering betyder at:

  • regeringen vil liberalisere muligheden for at udbyde spil inden for sportsspil, kasinospil og poker på internettet
  • det bliver muligt for udenlandske spilleudbydere at tilbyde ovennævnte spil på lige fod med Danske Spil, således at der gives et friere valg mellem spilleselskaber
  • alle spilleudbydere, som ønsker en licens til at udbyde spil på den danske marked, skal følge de gældende danske regler og underlægges dansk kontrol
  • at spillemarkedet afskærmes mod spilleudbydere uden dansk licens
  • der fortsat vil være fokus på beskyttelse af spillere - herunder i forhold til bekæmpelse af ludomani
  • det forudsættes, at de nuværende overskudsmodtagere og staten sikres en langsigtet løsning på de indtægter som kommer fra spillemarkedet.

Regeringen har sat gang i det nødvendige lovgivningsarbejde med henblik på at fremsætte lovforslag i den kommende folketingssamling. I den forbindelse foretages et større serviceeftersyn af den danske spillelovgivning, således at de gældende regler moderniseres, forenkles og samles.

Med gennemførelsen af denne lovgivning vil der efter regeringens opfattelse skabes ro på det danske spillemarked, der har været præget af ulovlig markedsføring og spiludbud fra udenlandske udbydere, som ikke har kunnet standses ved domstolene på grund af verserende sager hos blandt andet EU-Kommissionen.

Med fastlæggelse af den fremtidige spillestrategi har regeringen taget et stort skridt i retning af at skabe en spillemodel, der er robust i forhold til det globale marked, som er kendetegnende for spillemarkedet.