30-09-2014

Regeringen vil stoppe systematisk snyd i spillebranchen
TV2-programmet Operation X afslørede i en række programmer i efteråret 2013, hvordan spillehaller med spilleautomater snød med udlodninger til velgørende formål. I programmerne blev der bl.a. vist eksempler på velgørende foreninger, der ikke var reelle, samt udlodninger hvor der blev aftalt returkommission, hvorved modtagerne af udlodningen tilbagetalte en del af udlodningsbeløbet til spillehallerne.
I dag er reglerne sådan, at spillehaller med gevinstgivende spilleautomater kan få et nedslag på 95 pct. i den afgift, de skal betale af bruttospilleindtægten, hvis de udlodder pengene til velgørende formål. Men billedet er altså, at pengene i mange tilfælde i stedet ender i fiktive velgørenhedsorganisationer.
SKAT har siden haft en række indsatsprojekter på spilleområdet og har kontrolleret et antal spillehaller med gevinstgivende spilleautomater, som har udloddet til almennyttige foreninger. Her er der konstateret fejl i cirka halvdelen af de kontrollerede spillehaller med den konsekvens, at SKAT har efteropkrævet over halvdelen af det beløb, som der er foretaget udlodninger for.
Det er på den baggrund, at regeringen nu lægger op til helt at afskaffe ordningen med, at der ved udlodning gives et nedslag i afgiften på 95 pct. I stedet skal pengene, hvis det står til skatteminister Benny Engelbrecht, fordeles til de samme velgørende organisationer via eksisterende puljer og ordninger.
”Vi har i Danmark en fantastisk tradition med, at overskud fra spil ender med at støtte den lokale bortennisklub eller musikforening. Derfor er det helt uacceptabelt, at systematisk snyd koster både statskassen og de velgørende organisationer penge. Det her område skal vi have ryddet op i, og det er efter min vurdering ikke nok med de forskellige lappeløsninger, der har været diskuteret. Der er behov for en gennemgribende revision af området, så vi sikrer, at pengene ender i de rigtige lokale lommer," siger skatteministeren.
Regeringen forslår samtidig, at det skal være slut med døgnåbne spillehaller. Fremover skal spillehallerne således været lukket mellem kl. 24 og kl. 7. Forslaget støttes af ludomanibehandlingsstederne, der mener, at det både vil begrænse antallet af nye ludomaner og hjælpe garvede ludomaner, der tvinges til en afbrydelse i deres spil. Skatteministeren vurderer samtidig, at det er et effektivt håndtag i forhold til at komme det sorte arbejde i branchen til livs.
”Når ludomanibehandlingsstederne fortæller os, at det vil gøre en stor forskel, hvis vi lukker spillehallerne om natten, så lytter vi naturligvis. Samtidig slår vi flere fluer med et smæk, fordi vi også rammer spilleudbydere på deres brug af sort arbejde, som blandt andet foregår i de sene timer ud på natten," siger skatteminister Benny Engelbrecht.
Regeringen har allerede indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om en revision af området i begyndelsen af næste uge.
Fakta om spilleautomater og SKATs kontroller
Ved udgangen af 2013 var der ca. 25.000 gevinstgivende spilleautomater i Danmark.
Spilleautomaterne er fordelt på ca. 3.225 spilsteder – ca. 1.275 spillehaller og ca. 1950 restaurationer med alkoholbevilling.
Spilstederne fordeler sig på ca. 410 tilladelsesindehavere.
SKAT har efter afsløringerne fra Operation X haft en række indsatsprojekter på spilleområdet og har kontrolleret et antal spillehaller med gevinstgivende spilleautomater, som har udloddet til almennyttige foreninger.
SKAT har konstateret fejl i cirka halvdelen af de kontrollerede spillehaller med den konsekvens, at SKAT har efteropkrævet over halvdelen af det beløb, som der er foretaget udlodninger for. Fejlene har bl.a. været, at foreningen, der har modtaget udlodninger, ikke har opfyldt kriterierne for kunne modtage beløbet, og at der ikke har kunnet fremvises en kvittering for, at beløbet er overført til foreningen.