07-12-2004

Så er det vedtaget: Bedre skattemæssige forhold for koncerner
Formålet er at undgå dobbeltbeskatning ved udlodning af et udbytte fra et datterselskab til moderselskabet. Forslaget er en gennemførelse af et EU-direktiv i dansk lovgivning.
"Jeg er glad for, at vi igennem EU-samarbejdet her er nået frem til en løsning, som giver bedre vilkår for erhvervslivet. Gode betingelser for erhvervslivet kombineret med fri konkurrence vil skabe bedre og billigere varer til forbrugerne," siger skatteminister Kristian Jensen (V).
"Det har dog været forstemmende at opleve, hvordan Socialdemokraterne, som har været med til at vedtage direktivet, undervejs i Folketingets lovbehandling har stukket halen mellem benene og ikke har stemt for forslaget. Det syntes jeg er et kedeligt signal at sende til dansk erhvervsliv. Men jeg er da glad for, at det bliver tydeligt for enhver, hvilken erhvervspolitik, der vil blive ført, hvis S'erne kommer til magten," siger skatteministeren.
Efter lovforslagets vedtagelse vil kravet til minimumsandel blive nedsat fra 20 pct. til 15 pct. fra 1. januar 2007 og til 10 pct. fra 1. januar 2009.
Yderligere information: Christina Faurby, 3392 4428 eller 2072 3392.