04-06-2003

Så er det vedtaget: Øget sikkerhed for trafikanterne
Så er det vedtaget: Øget sikkerhed for trafikanterne
Trafiksikkerheden i den danske bilpark styrkes, efter et flertal i Folketinget i dag har vedtaget fradraget for de såkaldte ESP-systemer og selealarmer.
"Regeringen ønsker at fremme trafiksikkerheden for alle trafikanter. Jeg er derfor meget tilfreds med, at vi nu har vedtaget de midlertidige fradrag i registreringsafgiften for at fremme udbredelsen af ESP-systemer og selealarmer. Jeg håber, at vi vil se, at sikkerhedsudstyret hurtigt bliver udbredt. Det var netop baggrunden for, at jeg bad Folketinget om at behandle lovændringen inden sommerferien," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Skatteministeren fremsatte lovforslaget umiddelbart efter, at Færdselsstyrelsen i en faglig vurdering anbefalede ESP-systemerne, der er et elektronisk stabiliseringssystem til forbedring af bilernes bremseevne, samt selealarmer, der husker folk på at bruge sikkerhedsselen.
Der har i mange år været tradition for at give fradrag i registreringsafgiften for særligt miljø- og sikkerhedsfremmende udstyr for derved at neutralisere den høje marginale afgift som dette udstyr ellers pålægges. Konkret betyder lovændringen en afgiftsrabat på 6.300 kr. for ESP-systemer og op til 300 kr. for selealarmer eller maksimalt 6.600 kr. pr. personbil i 2003.
Lovændringen får virkning fra 1. juli 2003, og lovforslaget vil blive taget op til revision i januar 2004.
Kontakt: Konsulent Thomas Larsen, 33924493