Gå til indhold

Så er det vedtaget: Opsparingsordning for sportsudøvere

Folketinget har i dag vedtaget et lovforslag fra regeringen om en særlig skattebegunstiget opsparingsordning for sportsudøvere.

Sportsudøvere kan nu oprette en pensionsordning, der kan udbetales før de fylder 40 år. Formålet med ordningen er at lette det karriereskifte, som især mange professionelle sportsudøvere står overfor, når de stopper den aktive sportskarriere.

"Der er en del sportsfolk, som ikke får taget en uddannelse, mens de er helt unge, fordi de i stedet begynder en karriere i idrætsverdenen. Nu kan de med fradragsret spare op til den dag, hvor de afslutter karrieren og går i gang med en uddannelse eller etablerer sig som selvstændigt erhvervsdrivende," siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).

Opsparingsordningen, der er en udmøntning af en aftale med Dansk Folkeparti, er etableret i pensionsbeskatningslovens regi. Der vil være fradrag i den personlige indkomst for indbetalingerne, og hvis ordningen er etableret som en såkaldt arbejdsgiverordning, skal indbetalingerne ikke regnes med til den skattepligtige indkomst. Der kan højst indbetales i alt 1,5 mio. kr. (2004-niveau). Der er almindelig indkomstbeskatning, når opsparingen ønskes udbetalt. Der kan højst udbetales i alt 300.000 kr. (2004-niveau) årligt, i løbet af en udbetalingsperiode på højst 10 år.

"Dette er en håndsrækning til landets dygtige sportsudøvere, som et bredt flertal i Folketinget burde stå bag. Men Socialdemokraterne, de radikale og SF ville desværre ikke være med. Det synes jeg er meget forstemmende," siger skatteministeren.

 

Kontakt: Specialkonsulent Ulla Lyk-Jensen, 33 92 44 65