Gå til indhold

Så er det vedtaget: Skatteaftalen med Sverige

Folketinget har netop med stort flertal vedtaget loven om indgåelse af skatteaftalen med Sverige.

"De nye regler vil lette tilværelsen for grænsegængerne og virksomhederne og dermed for alvor bidrage til at sætte yderligere gang i integrationen i Øresundsregionen," siger skatteminister Sven Erik Hovmand (V).

Den nye skatteaftale fjerner en række af de problemer, som grænsegængerne og deres arbejdsgivere har oplevet i dagligdagen. Det bliver således i fremtiden lettere at etablere hjemmearbejdspladser for virksomhederne og deres ansatte. Der gives befordringsfradrag for broafgiften på Øresundsbroen for grænsegængere, og  der indføres fradrag for indskud på pensionsordninger i bopælslandet.

Skatteaftalen træder først i kraft, når Sverige også tiltræder aftalen. Det forventes at ske et stykke ind i 2004.

Enkelte af elementerne i aftalen vil få virkning allerede fra og med 1. januar 2004, hvis Sverige også tiltræder aftalen. Svensk bosiddende grænsegængere vil således med tilbagevirkende kraft fra og med 1. januar 2004 få adgang til fradrag for benyttelse af Øresundsbroen og indskud på pensionsordninger i Sverige.

I forbindelse med fradraget for broafgiften skal det erindres, at det skal kunne dokumenteres, at udgiften er afholdt. Grænsegængerne bør derfor gemme deres dokumentation for udgiften fra og med 1. januar 2004.

 

Kontakt: Specialkonsulent Jesper Leth Vestergaard, 33 95 42 72