10-12-2002

Så er det vedtaget: Skattefri sygdomsbehandling til selvstændige
Jeg er glad for, at et flertal i Folketinget er med på, at bagermesteren skal sikres de samme skattemæssige vilkår som bagersvenden med hensyn til betalte sundhedsbehandlinger, siger skatteminister Svend Erik Hovmand (V).
Selvstændigt erhvervsdrivende kan nu få skattefradrag for udgifter til lægefagligt begrundede behandlinger ved sygdom eller ulykke samt sygdomsforebyggende behandlinger, som den selvstændige afholder for sig selv eller for sin medarbejdende ægtefælle.
Fradragsretten gælder både udgifter til direkte betaling for behandling på hospital eller klinik samt udgifter til tegning af en privat sundhedsforsikring.
Ligesom da vi før sommerferien gav lønmodtagere skattefrihed for arbejdsgiverbetalte sundhedsbehandlinger, er det overordnede formål at få de syge hurtigere tilbage på arbejde. Når der tilbydes en privat behandling, kan man jo spare ventetid i det offentlige sygehusvæsen, tilføjer skatteministeren.
Yderligere information: Fuldmægtig Bente Houdorf, 33 92 47 86