07-10-2013

SKATs forvaltning af ejendomsvurderingerne har ikke været ulovlig
Rigsrevisionens beretning fra august 2013 indeholdt en række kritikpunkter af forvaltningen af de offentlige ejendomsvurderinger. Af Rigsrevisionens beretning og Statsrevisorernes kritik kan man få det indtryk, at ejendomsvurderingerne skulle være så ukorrekte, at den måde, SKAT har løftet vurderingsopgaven på, skulle ligge uden for lovens rammer.
På den baggrund har regeringen bedt Kammeradvokaten vurdere, hvorvidt forvaltningen af ejendomsvurderingen af ejerboliger ligger uden for vurderingsloven.
Det er Kammeradvokatens samlede retlige vurdering, at det materiale, som Kammeradvokaten har fået forelagt, ikke giver grundlag for at anse SKATs vurderinger af ejerboliger for at have været upræcise i en sådan grad, at SKATs hidtidige fortolkning og forvaltning af vurderingssystemet falder uden for lovens rammer.
Justitsministeriet tilslutter sig på det foreliggende grundlag Kammeradvokatens samlede retlige vurdering.
Skatteministeren understreger, at når regeringen åbner op for automatisk at betale penge tilbage, så handler det derfor ikke om, at der har været forvaltet ulovligt, men om at sikre, at boligejerne igen kan få tillid til ejendomsvurderingerne.
"Regeringen ønsker at komme boligejerne i møde og sikre, at de får penge tilbage, hvis de har betalt skat efter en 2011-vurdering, der er for høj. Det mener vi er rimeligt og nødvendigt for at genoprette tilliden," siger skatteministeren og fortsætter:
"Omvendt kan regeringen ikke forsvare at udbetale mange millioner skattekroner, hvis der ikke er juridisk grundlag for det. Jo længere tid vi går tilbage, jo større bliver usikkerheden samtidig i forhold til en ny vurdering. Når vi går tilbage til 2011, mener jeg faktisk, at vi har fundet en balance, som er både rimelig og som er forsvarlig."
Han understreger, at situationen havde været en anden, hvis SKAT havde forvaltet ulovligt.
"Hvis SKAT havde forvaltet ulovligt, så ville regeringen selvfølgelig se på mulighederne for at give boligejerne penge tilbage flere år tilbage i tiden. Det er bare ikke tilfældet," siger Holger K. Nielsen.
Kammeradvokaten vil kl. 13.00 i Skatteministeriet foretage en gennemgang af de juridiske konklusioner i sagen. Det vil være muligt at få udleveret Kammeradvokatens udtalelse.
Journalister kan tilmelde sig gennemgangen via Skatteministeriets pressefunktion.
Det vil ikke være muligt at optage til tv eller radio fra Kammeradvokatens gennemgang.